Var Lucky Luke nu også det gode forbillede?​

Lucky Luke ramte altid plet

Da jeg var knægt på 10 år, læste jeg tegneserier. Blandt andet westerntegneserien om cowboyen, Lucky Luke. Han var god! Heldige Luke var hurtigere end sin egen skygge og ramte altid plet. Han var godhjertet, hjælpsom, stærk og kvik. Enhver frisk drengs (og piges) gode forbillede – i hver tilfælde i midt 70´erne.

Han havde to venner: Hesten, Jolly Jumper og den knap så kloge hund, Ratata. Tegneserien fortæller, hvordan Lucky Luke rider gennem livet som cowboy på ryggen af Jolly Jumper i en evig jagt på de fire, lovløse Dalton Brødre. Lucky Luke er med sine egne ord ”en stakkels ensom cowboy langt, langt hjemmefra.”

Var Lucky Luke nu også det gode forbillede?

I dag læser jeg ikke længere tegneserier, men andet litteratur som privatpraktiserende psykoterapeut med egen klinik i Hjørring. Her kommer jeg tit i samtale med klienter, der kunne have været Lucky Luke som ung, som moden eller som ældre – og både som mænd og kvinder.

Her tænker jeg ind imellem på, om klienten har læst samme tegneserie, da Lucky Luke-træk som ”ensomhed”, ”langt hjemmefra”, ”godhjertet”, ”hjælpsom” og ”ordentlighed – rammer altid plet” kendetegner dem i deres fortællinger.

At glemme sig selv i mødet med andre

Ordentligheden og altid ramme plet er et godt skudsmål. At være hjælpsom og godhjertet er også fine anbefalinger, men hvis det for ofte sker på bekostning af klientens egne behov, egne ønsker og egne drømme, skaber det en ubalance i det indre liv. Dét er min erfaring som psykoterapeut, når vi som menneske for længe samarbejder ud over egne grænser og bliver en evig ja-siger.

På den lange bane kan det betyde, at vi får sværere ved at mærke, hvad der nu engang var vores behov og drømme. At mærke, vurdere og vælge, hvad der nærer ens liv, og hvad der tærer, bliver pludselig en svær opgave. Lucky Luke-klienten kunne således øve sig i at ramme ved siden af; eller slet ikke at trække revolveren.

At ride alene på prærien

Lucky Luke kalder sig selv for ensom, og det tror jeg, han kan have ret i. Han mangler ligesindede; andre cowboys med samme tyngde og samme ånd. Kammerater, der kan udfordre hans tanker og meninger i livet. Ratata og Jolly Jumper er ikke nok. Når vi rider alene på prærien, eller går alene gennem livet, opstår ensomhedsfølelsen.

Flere og flere mennesker vandrer alene uden for hverdagens forpligtende fællesskaber. Så bliver det vanskeligt at blive mødt, set, hørt eller anerkendt, men i terapien skal klienten gerne opleve og erkende håb. Når klientens oplevede og ensomme handlerum er blevet for snæver, kan terapeut forhåbentlig udvide dette rum og vise hans faktiske handlerum med flere muligheder for forpligtende relationer.

At komme hjem og finde en åben dør

Når terapien skaber håb og dermed nye muligheder i livet, er klienten mentalt set på vejen hjem. At komme hjem sker ofte af snirklede stier og vildsomme veje. Jeg har klienter, der har valgt at gå Caminoen, andre er blevet skilt, nogle overvejer at flytte i ældre kollektiv eller tage på højskole. Der er klienter, der siger deres job op og begynder at studere, eller insisterer på at finde deres eget rum og egen tid i deres privatliv, der tidligere har været koloniseret.

At finde meningen er at komme hjem. At finde meningen er et eksistentielt valg, og lykken er, når døren står åbent – også for Lucky Luke og alle os andre, der kan minde om ham.